DJÆVELENS FARVEGLADE BRODER

Det var et rent tilfælde, at jeg kom til at sidde ved siden af Hans den dag i tegnetimen.

Hr. Horn havde sagt, at vi bare skulle sætte os, som vi plejede, selv om det var i et andet klasselokale, men der var et bord for lidt, så Hans, der plejede at sidde alene på forreste bord i dørrækken – han hørte ikke så godt, sagde han – fik besked på at sætte sig hen ved siden af mig, fordi Ejgil var syg den dag.

”Det er jo snart fastelavn, så jeg synes, vi skal tegne masker i dag,” sagde hr. Horn. Det var åbenbart en af hans venlige dage.

Hr. Horn tegnede en stor firkant på tavlen, der skulle forestille vores tegneblokke. Så delte han den op på kryds og tværs med vinkelrette linier og tegnede en stor lodret oval. Til sidst viskede han linierne væk og tegnede mund, næse og øjne med to streger og to prikker.

Vi gjorde allesammen det samme, så godt vi nu kunne.

”Begynd bare,” sagde hr. Horn. Han satte sig til rette ved katederet, tog en bunke stilehæfter op af sin mappe og begyndte at rette med en tyk, sort fyldepen.

Jeg kiggede længe på den underlige oval med prikøjnene. Hvad i alverden skulle man stille op med den? Hr. Horn kunne da også gøre alt kedeligt. Jeg tegnede et par sorte, vrede øjenbryn som dem, skurkene altid havde i Mickey Mouse-historierne. Underligt, at Mickey aldrig lærte at tage sig i agt for folk med den slags øjenbryn.

Og skægstubbe.

Det fik min tegning også med det resultat, at blyantspidsen knækkede. Jeg rakte fingeren op og fik lov til at gå op og spidse blyanten over papirkurven.

Da Jeg gik tilbage til min plads, så jeg, at Hans sad helt bøjet sammen over sin tegning. Mon han heller ikke så så godt? Det mente jeg nu nok – han var da god til rundbold og sådan. Så skulle man da kunne se. Jeg satte mig og hviskede til Hans, om jeg måtte se hans tegning.

”Ikke før den er færdig,” hviskede Hans tilbage.

Hr. Horn rømmede sig.

Jeg forsynede min tegning med en stor, sort hundesnude ligesom dem, Bjørnebanden havde. Skulle fyren også have halvmaske på? Så kunne man jo ikke se de flotte skurkeøjenbryn. Men måske et par solbriller?

Hr. Horn så på sit ur og lagde stilehæfterne ned i mappen. Vi fik travlt med at gøre vores tegninger færdige og rive dem løs fra blokken – med en lineal, så papiret ikke flossede for oven – og aflevere dem til læreren, der gik rundt og samlede ind.

Hans skubbede sin tegning hen foran mig.

Jeg stirrede længe på den. Så opdagede jeg, at hr. Horn stod ved siden af pulten og ventede. Han tog Hans’ tegneblok op og holdt den længe i hånden med rynket pande, før han lagde den ned på pulten oven på min. Den havde han overhovedet ikke kigget på.

I det samme ringede det, og alle begyndte at mase hen mod døren. Hr. Horn? standsede Hans med et greb i skulderen: ”Hvem i alverden skulle den tegning forestille?” Han så ikke vred ud, kun forundret. Hans rev sig løs. ”Det er Djævelens Farveglade Broder”, råbte han over skulderen.

Så var han væk.

Hr. Horn kiggede efter ham og rystede på hovedet. Endelig kastede han et blik på min tegning, der lå på pulten ved siden af Hans’.

”I læser for mange tegneserier,” brummede han.

Så var han også væk.

Jeg var ordensduks, så det var mit job at blive oppe i frikvarteret, vaske tavlen ren og samle tegneblokkene sammen og lægge dem i skabet til næste gang. Jeg gemte Hans’ til sidst og stod længe og kiggede på det sære ansigt med et enormt, regnbuestribet overskæg og to små horn, der stak op igennem huller i en høj hat. Så lagde jeg den øverst i bunken.

Djævelens farveglade bror … Nej. Broder. Hans havde tydeligt udtalt det i to stavelser. Det lød også ligesom flottere sådan.

Hans plejede at cykle til og fra skole, men et par dage senere på vej hjem opdagede jeg, at han stod ude på sporvognens forperron og snakkede med vognstyreren. Jeg gik gennem vognen, og da jeg nåede derhen, var vognstyreren ved at forklare Hans, hvordan man kunne skifte sporet bare ved at dreje på håndtaget på instrumentbrættet. Der sad ellers et skilt om, at man ikke måtte ”samtale med vognstyreren under kørslen”, men det var Hans åbenbart ligeglad med.

Det havde jeg aldrig turdet.

Jeg gik helt hen til dem og stod og ventede, til de havde snakket færdig. Så prikkede jeg Hans på skulderen.

”Du, der var noget, jeg ville spørge dig om.”.

Hans vendte sig straks og begyndte at fortælle alt det, vognstyreren lige havde fortalt ham. Jeg havde jo allerede havde hørt det én gang. Og jeg forstod det heller ikke anden gang.

Så stod vi lidt og kiggede ud på trafikken. Nu var der kun to stoppesteder, til jeg skulle af. Så kom Hans i tanker om noget: ”Du ville spørge mig om noget?”

”Ja … øh, altså, ham der Djævelens Farveglade Bro-der, hvor har du ham fra?”

Et øjeblik så Hans ud, som om han ikke anede, hvad jeg snakkede om, men så smilede han. ”Nå, ham? Hør, ved du hvad, jeg skal af nu, men kommer du ikke hjem til mig i morgen efter skole, så skal jeg fortælle dig alt om ham.”

”I et fjernt land langt ude mod øst hinsides bjergene, hvor ingen vesterlænding nogen sinde har sat sin fod, ligger der et rige med høje bjerge, dybe dale og brusende floder …” begyndte Hans med en mærkelig stemme, der lød, ligesom når der var morgenandagt i radioen. Den hørte vi altid, for det passede præcis, at når koret begyndte at synge, skulle jeg ud af døren for at nå den rigtige sporvogn.

Hans fortalte videre om dette fjerne land, hvor smukt og vildt og farligt det var med flammende vulkaner og vilde dyr, som ingen mennesker har set magen til.

”Er det noget, du har læst?” spurgte jeg, da han holdt en pause for at drikke en slurk af det saftevand, hans mor var kommet ind med til os.

”Nej, det er en roman, jeg er ved at skrive. Men du må ikke fortælle det til nogen, det er meget hemmeligt!” Hans så sig om i værelset, som om han var bange for, at der stod nogen og lyttede et sted.

”Skal den så komme som bog?” spurgte jeg.

”Hvem ved?” Hans smilede hemmelighedsfuldt og fortalte videre om Djævelens Broder, som have skabt dette vidunderlige land og var den eneste, der måtte bo der. Jeg var vildt betaget og sugede det til mig. Aldrig havde jeg hørt noget så spændende.

Næste gang, vi havde tegning, og jeg delte blokkene ud, så jeg, at Hans’ tegning af Djævelens farveglade bror var væk. Ejgil var ikke syg mere, så Hans sad igen for sig selv oppe ved det forreste bord. Jeg kunne ikke se, hvad han nu tegnede. Men i lang tid derefter gik jeg med Hans hjem et par gange om ugen. Det meste af tiden kørte vi godt nok med Hans’ elektriske tog eller legede i gården, for det var ikke altid, han gad fortælle. Men af og til, når hans mor kaldte os ind til saftevand og kiks, fik jeg et nyt afsnit af sagaen om Djævelens broder og hans forunderlige, farverige land. Det viste sig nemlig, at der var mange onde kræfter, der var misundelige på ham og ville tage landet fra ham, men hidtil havde han kunnet afværge alle nedrige anslag. Jeg undrede mig somme tider over, at Hans kunne huske så meget udenad, og en dag, da han ikke gad fortælle, spurgte jeg, om jeg ikke måtte se, hvad han havde skrevet, så jeg selv kunne læse det, men det afviste han meget bestemt.

Så en dag, hvor vi havde aftalt at mødes, kom Hans ikke i skole. Jeg tænkte, at han måske var syg, så jeg tog hjem til han. Men da jeg kom op i opgangen, så jeg, at døren stod på klem, og navneskiltet var skruet af. Jeg listede forsigtigt derind. Lejligheden var fuldstændigt tom, som om der aldrig havde boet nogen, og da jeg næste dag spurgte henne på skolen, sagde de, at Hans’ far havde fået arbejde i udlandet, så Hans kom ikke mere.

Hans beretning om Djævelens Farveglade Broder var sluttet på et meget spændende sted, så i flere år efter kiggede jeg efter, hver gang jeg kom ind i en boghandel, for at se, om bogen skulle være udkommet, så jeg kunne få slutningen. Det var i hvert fald rigtigt nok, at Hans var flyttet til udlandet, for et par gange så jeg hans fars navn i avisen i forbindelse med større ingeniørarbejder og den slags. Hans’ efternavn var ret usædvanligt, så der var ikke noget at tage fejl af.

Somme tider prøvede jeg selv at gøre historien færdig. Jeg forsøgte endda at sætte mig ned og skrive det, jeg kunne huske. Men det var desværre ikke ret meget. Det var mest stemningen, der var tilbage. Når vi sad på Hans’ værelse med vores saftevand og somme tider en ostemad, mens han fortalte med sin sære præstestemme.

* * *

Mange år senere stødte jeg på Hans på gaden i Ikast af alle steder. Vi kunne straks genkende hinanden og gik ind på et værtshus for at fejre gensynet med et glas fadøl. Han havde været vidt omkring i verden alle de steder, hvor hans far havde bygget broer og havne, men vi endte hurtigt ved skoletiden, og da alle lærerne og kammeraterne havde fået en omgang, var det, at jeg spurgte til Djævelens Farveglade Broder.

Hans anede tydeligvis ikke, hvad jeg snakkede om, så jeg gav ham hele historien om hans tegning og eventyret om det vidunderlige land hinsides bjergene, det måtte han da kunne huske?

Han tænkte sig længe om. Så lyste han op. ”Nårh, den tegning? Det var sgu da bare en mislykket karikatur af inspektøren. Så stak jeg Horn en plade for at slippe for en sveder.”

”Og historierne? Romanen, du havde skrevet? Var det også noget, du bare lige fandt på?”

Han grinede bare, og så talte vi om noget andet. Lidt efter gik han, og jeg bestilte en fadøl mere, mens jeg sad tilbage og følte det, som om jeg havde mistet noget værdifuldt.

Men af og til, når jeg rejser på ferie og sætter mig op i et fly eller tog, griber jeg mig selv i at sidde og håbe på, at når jeg når frem, vil jeg være i det vidunderlige, farverige land hinsides bjergene med de flammende vulkaner og brusende floder.

Og møde Djævelens Farveglade Broder.